Mange boligejere forbinder foråret med det bedste tidspunkt at sætte boligen til salg. Hos Estate Vestjylland peger erfaringerne dog i en anden retning. I 2025 lå årets tre mest aktive salgsmåneder nemlig i fjerde kvartal, og efteråret kan derfor være langt mere interessant, end mange går og tror.
Når sommeren er forbi, kan det være fristende at tænke, at boligmarkedet går ned i tempo. Men hos Estate Vestjylland oplever de noget andet.
I 2025 solgte Estate Vestjylland i alt 206 ejendomme. Hele 73 af dem blev solgt i årets sidste tre måneder, som samtidig blev årets tre stærkeste måneder målt på antal handler.
"Mange har en forestilling om, at der ikke bliver handlet boliger i efteråret. Men vores erfaring er faktisk, at det kan være en rigtig god periode at sælge i", fortæller ejendomsmægler Brian Andersen fra Estate Vestjylland.
Mere ro hos køberne
En af forklaringerne kan være, at efteråret ganske enkelt giver mere ro til boligjagten. Sommerferier, konfirmationer, bryllupper og mange af årets øvrige planer er overstået, og flere får igen tid til at fokusere på boligdrømmene.
Sidste år oplevede Estate Vestjylland samtidig et særligt stærkt marked. Hos Estate Vestjylland peger man blandt andet på den internationale uro som en mulig forklaring. Ifølge deres vurdering søgte flere danskere mod tryghed og ferieoplevelser herhjemme frem for i udlandet.
I år er udbuddet dog mindre, men efterspørgslen er fortsat høj. Det betyder samtidig, at boliger, der kommer på markedet, kan få stor opmærksomhed fra de købere, der allerede er på udkig.
"Der er stadig mange købere på markedet, og derfor kan efteråret være mindst lige så interessant som foråret. Nogle gange kan det endda være en fordel, at der er færre boliger at konkurrere med."
Sommerhuset er også interessant
Det er dog ikke kun helårsboliger, der kan være interessante på markedet. Estate Vestjylland oplever fortsat interesse for sommerhuse, blandt andet omkring Søndervig og Hvide Sande, hvor områderne gennem de senere år har oplevet stor udvikling, mere aktivitet og flere besøgende.
Gode muligheder for udlejning kan give en løbende indtægt, mens udviklingen i populære ferieområder kan være med til at gøre sommerhuset interessant som en langsigtet investering.
Derfor er budskabet fra Estate Vestjylland klart: Går man allerede med salgstanker, behøver man ikke vente på foråret. Efteråret kan være et særdeles godt tidspunkt at få boligen på markedet.
Mandag - Torsdag: 08.30 - 16.30
Fredag: 08.30 - 16.00
Lørdag & Søndag: 09.00 - 21.00